TRESÅRIG TRISTESSE

PRESSE

Artikel i Berlingske

Tina Theilgaard vil gerne møde en ny kæreste, men orker ikke en sammenbragt familie med dine og mine børnebørn, børn og svigerbørn

14. april 2022 – af ANNE FUNCH – Journalist

På opfordring fra en veninde overskred Tina Theilgaard, 65, sin egen grænse og oprettede en profil på en datingportal. Men hun oplevede, at der var mere end én, som var mest interesseret i »ældre damers kreditkort og ikke så meget i kærlighed.«

»Sig mig, hvordan kan sådan én som dig egentlig få lov til at gå løs?«

Det var sådan, Tina Theilgaards hundeveninde pludselig en dag havde spurgt, da de en eftermiddag mødtes med deres hunde, en foxterrier og to græske gadehunde, ved fjorden.

Hun havde kigget på veninden og svaret: »Det var rigtig sødt sagt, men måske er det, fordi jeg endnu ikke har ladet mig indfange.«

Som single burde hun oprette en profil på en datingportal, mente hundeveninden. Men nej, det havde Tina Theilgaard ikke lyst til. Onlinedating var ikke lige sagen. Hun ville hellere møde mennesker ude i virkeligheden. Der, hvor man får det bedste og det eneste rigtige indtryk. Man skal se andres mimik, lytte til deres stemme, mærke om de har humor, iagttage deres bevægelser, få et indblik i deres værdier og prøve at danne sig et ægte billede.

Og så alligevel. Hvorfor ikke bare prøve? Tina Theilgaard begyndte at skrive lidt på en datingportal med nogle mænd, tre i alt. Den første viste sig at være sød, mens de to andre var, hvad hun kalder for »totalt spam.«

»Jeg tror, det var yngre mænd, som tænkte: Vi skal have lokket nogle penge ud af den ældre dame. I hvert fald fornemmede jeg, at der var noget galt. Pludselig havde den ene, han var engelsktalende, en fattig bedstemor i Indien, og da vi snakkede sammen i telefonen, tænkte jeg: Den stemme passer ikke til det, han skriver til mig.

»Lad os prøve at facetime,« foreslog jeg. Hvortil han svarede I’m not comfortable with that og jeg skrev This ends here. Den anden, jeg skrev med, var en mand, hvor datingportalen henvendte sig og informerede mig om, at det var en særdeles seriøs portal, men at der selvfølgelig kunne være brodne kar.

»Vi ved, du har chattet med en mand i en større provinsby, vi er i gang med at undersøge ham og håber ikke, du har udleveret data til ham. Lad venligst være med at have kontakt med ham,« skrev de i en mail.

Hold da op, tænkte, jeg, det var ellers ikke så lidt. Jeg tror, jeg er færdig med onlinedating.«

Den første af de tre, hun havde skrevet med, var også den eneste, hun mødtes med. En fin fyr, husker hun, men af forskellige grunde skulle det ikke være de to.

Jeg skal ikke absolut have en ny mand

Tina Theilgaard har været single siden 2018. Efter to lange forhold, først med den mand, hun var gift med i 15 år og også fik sine tre børn med, derefter i et fast forhold med ham, hun var sammen med i 19 år. Plus »lidt in between,«, som hun siger.

»Jeg har ikke fravalgt et nyt parforhold. Det er ikke sådan, at jeg føler mig færdig overhovedet. Men jeg skal ikke absolut have en ny mand, og slet ikke for enhver pris. Så vil jeg hellere bare være mig selv. Jeg har venner, familie, arbejdsrelationer og bekendte og kommer meget ud. Økonomisk klarer jeg mig o.k., så det skulle ikke være for at fylde tiden ud eller handle om økonomi.«

Tina Theilgaard fylder snart 66 år, og i lighed med flere af sine jævnaldrende veninder, som også er singler, synes hun, at det kunne være fint at have en kæreste.

»Jeg vil gerne have mandlig sparring og gode samtaler, nærhed, venskab, selskab, sex, jamen alt muligt,« siger hun.

»Vi kunne også rejse sammen, tage på kunstudstillinger og indimellem bo hos hinanden, men stadig have hvert sit sted. Jeg har ikke mødt en eneste singlekvinde i min alder – og dem kender jeg en hel del af – der har sagt: »Jeg skal aldrig have en ny mand.« De har slet ikke lukket døren for den mulighed, hvis den rette skulle vise sig.«

Tina Theilgaard har arbejdet som oversætter og underviser i spansk, hun har en NLP Master, er uddannet i coaching og har de sidste 30 år undervist erhvervslivet herhjemme og i udlandet. Det sidste par år har hun trappet ned, men underviser og coacher stadig kommende revisorer med eksamensangst.

Derudover er hun forfatter til en bog om kvindeliv plus 60, der udkom i maj sidste år med titlen »Tresårig tristesse.«

»I min generation har vi været vant til at være i parforhold, siden vi var ret unge,« siger hun.

»Nogle af os kommer fra lange og lykkelige ægteskaber, men i takt med tiden og alderen sker der noget. Nogle har mistet deres mand, fordi han døde, andre er blevet skilt, og andre igen har kæmpet med sygdom. Derfor behøver ønsket om en relation til en ny mand ikke at være slut. Man er ikke færdig og permanent single, fordi man er plus 60, og for mit eget vedkommende har jeg stadig gnist og gejst til noget eller nogen, der interesserer mig.«

De melankolske dage og ærligheden

Når Tina Theilgaard skal være ærlig, og det insisterer hun på at være, er der også en anden side end gnisten, begejstringen, lysten og motivationen. Der er dage, hvor hun kan være melankolsk.

»På de dage tænker jeg over de mange år, jeg har haft og ting, jeg gerne ville have gjort om, hvis jeg havde kunnet, eller som jeg har fortrudt. Tidshorisonten, når man er midt i tresserne, er måske heller altid lige den, jeg elsker mest.

Nu skal det ikke lyde, som om jeg er utaknemmelig og er blevet en bitter krampe. Det er mere det ærlige billede, jeg kan savne, når jeg hører og læser om andre på min alder. Det er ikke kun glamourøst, men hele pakken af et levet liv på godt og ondt med gode dage og mindre gode dage, der skal med.«

Fysiske skavanker kommer også til at fylde mere, og det kan man lige så godt være ærlige om, mener hun.

»Man springer jo ikke vildt rundt på lagnerne længere. Så skal den ene tisse, og den anden har ondt i sit knæ eller i sin hofte. Man kan vælge at konstatere, at det er sådan, det er, og så ellers prøve at grine lidt af det.«

Det er ikke så let at møde lige netop »ham.« Manden, som man i en relativt sen alder og med hver sine børn, børnebørn, venner og en rygsæk fyldt med lidt af hvert gerne vil dele noget af tilværelsen sammen med, mener Tina Theilgaard.

»Jeg har virkelig tænkt meget over det, og jeg er ikke overbevist om, at det altid vil være lykken, selvom ønsket er der. Det er svært at møde nogen. Folk melder sig på AOF-kurser i håb om at blive lidt småforelsket, men det er jo lidt tosset, at man skal sidde til russisk ti gange sammen med ni andre kvinder, hvis man nu ikke er interesseret i russisk eller selv er på udkig efter en anden kvinde, men en mand. Spild af tid.«

Når alt det er sagt, siger hun, så måtte der gerne komme en mand forbi og spænde ben, og helst en jævnaldrende.

»Men så er det, jeg kommer til at tænke: Hov, måske har han børn og børnebørn. Måske har han to ekskoner og børn med begge eks’erne. Det er et kæmpe spindelvæv, man kan blive filtret ind i. Jeg har selv tre voksne børn, svigerbørn og tre børnebørn, snart fire. Hvis han så har tilsvarende – sikke en sammenbragt familie, vi kunne blive, og orker jeg egentlig det?

Jeg vil gerne have en mand, men jeg ved ikke, hvor meget ekstra familie, jeg har brug for. Så fylder hans bror 70 år, og skal man så med til det? Og hvis jeg selv har besøg af mine børnebørn, gider han så at være der? Der er en del at overveje, og hvilket format kan man så blive enige om?«

Det nok lidt »no shit, Sherlock«

Sammen med flere af sine veninder har Tina Theilgaard talt om, hvordan de ville indrette sig, hvis det skulle ske, at de forelskede sig i en mand, som boede i Alaska eller Agerskov eller et helt tredje eller fjerde sted. Langt væk fra deres vante miljø.

»Ville man så sige: Nå, men det er bare herligt, så flytter jeg til Alaska eller Agerskov? Selvom vi er nogle, der ikke henter børnebørn hver torsdag, ville ens egen familie jo hurtigt blive sekundær, og man ville blive blandet mere ind i hans familie. Ville jeg kunne det? Det tror jeg ikke. Nej, det VED jeg, at jeg ikke kunne.«

Ifølge Tina Theilgaard rammer man som single ofte den med »på den ene side og på den anden side.«

»Der er ingen perfekte løsninger og ingen steder, hvor du kan få det hele, som du gerne vil have det. Kvinder i min alder er også kritiske. Vi vil ikke bare have nogle mænd, som bevæger sig mellem køleskabet og Champions League i tv, for nu at sætte det lidt på spidsen.

Det skal være mænd, som stiller op, og som har lyst til at give noget af sig selv. Det er nok lidt »no shit, Sherlock.« Og ja, så finder de måske en yngre model i stedet. Det kan sådan set være forståeligt nok, for det er nemmere, og så må det være sådan.«

Tina Theilgaard fylder snart 66 år, og i lighed med flere af sine jævnaldrende veninder, som også er singler, synes hun, det kunne være fint at have en kæreste. »Jeg vil gerne have mandlig sparring og gode samtaler, nærhed, venskab, selskab, sex, jamen alt muligt,« siger hun.

Foto: Thomas Lekfeldt.

Sammen med flere af sine veninder har Tina Theilgaard talt om, hvordan de ville indrette sig, hvis det skulle ske, at de forelskede sig i en mand, som boede i Alaska eller Agerskov eller et helt tredje eller fjerde sted. Langt væk fra deres vante miljø.»Ville man så sige: Nå, men det er bare herligt, så flytter jeg til Alaska eller Agerskov?«

Foto: Thomas Lekfeldt.

Tina Theilgaard fylder snart 66 år, og i lighed med flere af sine jævnaldrende veninder, som også er singler, synes hun, det kunne være fint at have en kæreste. »Jeg vil gerne have mandlig sparring og gode samtaler, nærhed, venskab, selskab, sex, jamen alt muligt,« siger hun.

Foto: Thomas Lekfeldt.

Artikel i ALT. på alt.dk

“I min alder er mændene enten døde eller gift, så der er virkelig langt mellem snapsene”

Hedeture og dårlig søvn. Plejekrævende forældre og fortravlede børn. Ingen, der pifter på gaden. Et arsenal af helsekost i toiletskabet. Livet i 60’erne er ikke for sarte sjæle, selv om medierne skriver om ”det grå guld”. Mød 64-årige Tina, der vil gøre op med skønmaleriet.

Af Vibeke C. Larsen, 
Gå ind i en hvilket som helst Matas-butik og fortæl, at du har hedeture, humørsvingninger og andre skavanker, der hører overgangsalderen til, og den søde materialist, der formentlig ikke er fyldt 35, vil fluks præsentere dig for en række vitaminer og kosttilskud, der får generne til at forsvinde.

“Helsekostindustrien tjener formuer på os kvinder i 60’erne!” udbryder Tina Theilgaard.

“Vi har toiletskabene fyldt med urtetabletter og mærkelige dråber, for de første fem-seks år hopper vi på alt – men efterhånden giver mange op, for intet virker i længden. I stedet bliver vi triste over, at sådan er livet blevet, fortsætter hun – og tilføjer dystert:

“Og det bliver kun værre.”

Husk at grine

Dommedagsprofetien kommer i forbindelse med, at den 64-årige forfatter for nylig har udgivet bogen Tresårig Tristesse – en debatbog om seniorliv og trivsel. Den er skrevet med et læs sort humor, og når Tina i maleriske vend­inger beskriver søvnløse nætter med smagen af Bachs Rescue Night-spray i munden, problemer med forsvundne tv-kanaler og spekulationer, om man tør vise sig nøgen over for en ny mand – hvis man vel at mærke er så heldig at finde én – kan man ikke undgå at trække på smilebåndet.

“Humor er et vigtigt redskab, når man rammer 60’erne,” påpeger Tina med et grin.

Hun kan nemlig ikke genkende det glansbillede, som hun synes, medierne tegner af ”det grå guld”, der har energi og overskud og gerne bliver på arbejdsmarkedet, til de er 70.

“Vi lyver altså for os selv, hvis vi tror, at 60’erne er de nye 40’ere – det er ikke os alle, der synes, det er herligt,” understreger hun – og sætter trumf på:

“Kroppen har fået skavanker, job­mulighederne er svundet ind, og det føles, som om der er mere undergang end overgang i tilværelsen.”

Aldersracisme i banken

Tina er slank, har moderigtigt hår og er smart klædt. På visitkortet står der ”selvstændig konsulent”, og hun har både rækkehus i Vanløse og et sommer­hus, hun deler med sine hunde. Umiddelbart ligner hun en succesfuld kvinde på 64 år. Så hvad er der at være så trist over?

“Jeg kan for eksempel ikke gå ned i banken og optage et lån,” påpeger hun.

“Jeg havde fået en virkelig god ide til et iværksætterprojekt, og banken kunne godt se fidusen – men på grund af min alder kunne jeg ikke få lov at låne pengene. Det er aldersracisme! Samfundet vil have, at vi bliver på arbejdsmarkedet, men vi får ikke resurserne til det, fortsætter hun indigneret – og afviser det som en myte, at arbejdsgiverne falder over hinanden for at ansætte det såkaldte grå guld. Faktum er, at det er svært at få nyt job, når man er over 60.”

“Alligevel forventes vi at være fit for fight og drible rundt mellem yoga, bagning og pasning af børnebørnene og vores plejekrævende forældre. Men vi er udmattede, fordi vi ikke sover ordentligt på grund af overgangsalderen. Udmattede, som dengang vi havde spædbørn; vi bliver bare ikke længere belønnet med babysmil,” tordner Tina – og sender en lige højre til flinkeskolen:

“Men vi forsøger at balancere det hele, fordi vi ikke vil være til besvær.”

Hvad med visdom?

I 60’erne skal der desuden kæmpes mere for at få udseendet til at makke ret, vedbliver Tina, og ofte står indsatsen ikke mål med resultatet.

“På en god dag kan man slå sig til tåls med sit udseende. Men vi kvinder i 60’erne bliver usynlige. I damebladene er vi forsvundet, medmindre forsiden hedder ”60+ og stadig smuk”. Hvorfor skal vi være smukke? Hvad med visdom og erfaring?” spørger hun retorisk og indrømmer, at hun selv mærker, at farten bliver sat ned.

“Jeg kan ikke længere storme ud ad døren på fem minutter. Det tager lang tid, fordi der altid er noget, jeg har glemt,” griner hun, men …

“Til gengæld kommer min generation altid til tiden, og vi bliver ikke væk fra et arrangement uden forklaring. Vi gør os umage og er gode gæster.”

Sløjt mandeudvalg

Tina er mor til tre voksne børn, så umiddelbart burde verden vel ligge åben? Hun har da også tidligere rejst meget med sin veninde, men med årene er duoen blevet mindre eventyrlysten. De er simpelthen blevet for erfarings­ramte, som hun kalder det, til at ”kunne eksekvere”.

“Det kræver et længere tilløb at komme af sted, for det er så strabadserende,” indrømmer hun med et skævt smil.

Tina har flere længerevarende forhold bag sig, men er nu single og bruger meget tid på sine veninder, selv om hun da ikke udelukker en mand i sit liv. “Men det var nemmere i 50’erne. I min alder er mændene enten døde eller gift, så der er virkelig langt mellem snapsene,” siger hun uden blusel og tilføjer ærligt:

“Jeg leder ikke umiddelbart efter en kæreste, men jeg savner flirten og at blive kurtiseret.”

Veninderne er i dag dem, der skærmer hende mod den ensomhed, som rammer mange, ikke mindst når de forlader arbejdsmarkedet, og derfor er Tinas vigtigste råd også: “Skaf dig et netværk, for det er med til at sikre dig en god alderdom. Ræk ud til de interessante mennesker, du møder på din vej.”

Artikel i Ugebladet Søndag

Kvindemessen Venus

Jeg udstillede og solgte bøger på Kvindemessen Venus 30. oktober 2021

Hvad er den 60-årige kvindes rolle egentlig?

Det grå guld skal arbejde, til de fylder 70, men sorteres fra arbejdsmarkedet, efter at de er fyldt 50. Ingen taler om, hvor træt man kan blive af at pendle mellem børnebørn og plejekrævende forældre. Eller hvor ensom man kan føle sig i parcelhusets veltrimmede have med skabet fuld af rynkereducerende og søvnforbedrende produkter … Ny bog tager et skarpt og humoristisk blik på livet i 60’erne. Forfatteren zoomer ind på et stort tabu: at mange seniorer er triste, og at vi er nødt til at nytænke ældres liv, arbejdsforhold, bolig, velvære og virkelyst. ”Tresårig tristesse – lad os tale om det. Du er ikke alene” udkommer den 26. maj.

”I Østen er ældre mennesker vise, men i Danmark ser vi de ældre som nogle, der skal have skiftet ble og gjort lejligheden rent på 12,5 minutter,” siger Tina Theilgaard, forfatter og foredragsholder. Med bogen ”Tresårig tristesse – lad os tale om det. Du er ikke alene” ønsker hun at debattere de ældres liv og trivsel. I dag er mere end 1,1 mio. danskere 65 år eller ældre. Men ikke alle er lykkeligt gift, har penge på pensionskontoen og gode relationer til børn og
børnebørn. Vi taler bare ikke om det. For hvad har danskere i 60’erne, eller derover, dog at være triste over?

”Der er kommet en ungdomsforherligelse. Men vi lyver for os selv, når vi siger, at 60’erne er de nye 40’ere. Det er ikke alle, der synes, det er herligt at være 60. Når vi er i 60’erne, har kroppen fået skavanker, jobmulighederne er svundet ind, og det føles, som om der er mere undergang end overgang i tilværelsen. Vi kan ikke gå i banken og låne én million kroner til en god iværksætteridé. Men vi kan heller ikke få et nyt job, for arbejdsmarkedet er aldersracistisk.

I dag er gennemsnitsalderen i Folketinget 46. Så hvem er det egentlig, der taler vores sag? Ingen. Derfor vil jeg gerne sætte livet i 60’erne på dagsordenen,” siger Tina Theilgaard.

”Tresårig tristesse” er både underholdende og eftertænksom læsning om de lidt triste i 60’erne – der både er næsten pensionerede og mindre attraktive og skal kunne performe på arbejdsmarkedet og i privatlivet, som om de var 40 … Tina Theilgaard sætter spot på emner som blandt andet: Helbred og hukommelse, Penge, pension og prestige og Seniorer og sociale medier og kombinerer dem med hverdagsoplevelser og tanker, som får det ofte tabubelagte seniorunivers sat ind i en større kontekst.

Titel: Tresårig tristesse – lad os tale om det. Du er ikke alene

Forfatter: Tina Theilgaard
Forlag: TT Tryk
Udgivelse: 26. maj 2021
Pris: 200 kr. plus porto
Pressekontakt: Mette de Fine Licht, Skriveværkstedet, tlf.: 4160 1062,

Interview P4 weekend den 30. maj

Du kan høre interviewet her:

Artikel i ALT. på alt.dk

“I min alder er mændene enten døde eller gift, så der er virkelig langt mellem snapsene”

Hedeture og dårlig søvn. Plejekrævende forældre og fortravlede børn. Ingen, der pifter på gaden. Et arsenal af helsekost i toiletskabet. Livet i 60’erne er ikke for sarte sjæle, selv om medierne skriver om ”det grå guld”. Mød 64-årige Tina, der vil gøre op med skønmaleriet.

Af Vibeke C. Larsen, 
Gå ind i en hvilket som helst Matas-butik og fortæl, at du har hedeture, humørsvingninger og andre skavanker, der hører overgangsalderen til, og den søde materialist, der formentlig ikke er fyldt 35, vil fluks præsentere dig for en række vitaminer og kosttilskud, der får generne til at forsvinde.

“Helsekostindustrien tjener formuer på os kvinder i 60’erne!” udbryder Tina Theilgaard.

“Vi har toiletskabene fyldt med urtetabletter og mærkelige dråber, for de første fem-seks år hopper vi på alt – men efterhånden giver mange op, for intet virker i længden. I stedet bliver vi triste over, at sådan er livet blevet, fortsætter hun – og tilføjer dystert:

“Og det bliver kun værre.”

Husk at grine

Dommedagsprofetien kommer i forbindelse med, at den 64-årige forfatter for nylig har udgivet bogen Tresårig Tristesse – en debatbog om seniorliv og trivsel. Den er skrevet med et læs sort humor, og når Tina i maleriske vend­inger beskriver søvnløse nætter med smagen af Bachs Rescue Night-spray i munden, problemer med forsvundne tv-kanaler og spekulationer, om man tør vise sig nøgen over for en ny mand – hvis man vel at mærke er så heldig at finde én – kan man ikke undgå at trække på smilebåndet.

“Humor er et vigtigt redskab, når man rammer 60’erne,” påpeger Tina med et grin.

Hun kan nemlig ikke genkende det glansbillede, som hun synes, medierne tegner af ”det grå guld”, der har energi og overskud og gerne bliver på arbejdsmarkedet, til de er 70.

“Vi lyver altså for os selv, hvis vi tror, at 60’erne er de nye 40’ere – det er ikke os alle, der synes, det er herligt,” understreger hun – og sætter trumf på:

“Kroppen har fået skavanker, job­mulighederne er svundet ind, og det føles, som om der er mere undergang end overgang i tilværelsen.”

Aldersracisme i banken

Tina er slank, har moderigtigt hår og er smart klædt. På visitkortet står der ”selvstændig konsulent”, og hun har både rækkehus i Vanløse og et sommer­hus, hun deler med sine hunde. Umiddelbart ligner hun en succesfuld kvinde på 64 år. Så hvad er der at være så trist over?

“Jeg kan for eksempel ikke gå ned i banken og optage et lån,” påpeger hun.

“Jeg havde fået en virkelig god ide til et iværksætterprojekt, og banken kunne godt se fidusen – men på grund af min alder kunne jeg ikke få lov at låne pengene. Det er aldersracisme! Samfundet vil have, at vi bliver på arbejdsmarkedet, men vi får ikke resurserne til det, fortsætter hun indigneret – og afviser det som en myte, at arbejdsgiverne falder over hinanden for at ansætte det såkaldte grå guld. Faktum er, at det er svært at få nyt job, når man er over 60.”

“Alligevel forventes vi at være fit for fight og drible rundt mellem yoga, bagning og pasning af børnebørnene og vores plejekrævende forældre. Men vi er udmattede, fordi vi ikke sover ordentligt på grund af overgangsalderen. Udmattede, som dengang vi havde spædbørn; vi bliver bare ikke længere belønnet med babysmil,” tordner Tina – og sender en lige højre til flinkeskolen:

“Men vi forsøger at balancere det hele, fordi vi ikke vil være til besvær.”

Hvad med visdom?

I 60’erne skal der desuden kæmpes mere for at få udseendet til at makke ret, vedbliver Tina, og ofte står indsatsen ikke mål med resultatet.

“På en god dag kan man slå sig til tåls med sit udseende. Men vi kvinder i 60’erne bliver usynlige. I damebladene er vi forsvundet, medmindre forsiden hedder ”60+ og stadig smuk”. Hvorfor skal vi være smukke? Hvad med visdom og erfaring?” spørger hun retorisk og indrømmer, at hun selv mærker, at farten bliver sat ned.

“Jeg kan ikke længere storme ud ad døren på fem minutter. Det tager lang tid, fordi der altid er noget, jeg har glemt,” griner hun, men …

“Til gengæld kommer min generation altid til tiden, og vi bliver ikke væk fra et arrangement uden forklaring. Vi gør os umage og er gode gæster.”

Sløjt mandeudvalg

Tina er mor til tre voksne børn, så umiddelbart burde verden vel ligge åben? Hun har da også tidligere rejst meget med sin veninde, men med årene er duoen blevet mindre eventyrlysten. De er simpelthen blevet for erfarings­ramte, som hun kalder det, til at ”kunne eksekvere”.

“Det kræver et længere tilløb at komme af sted, for det er så strabadserende,” indrømmer hun med et skævt smil.

Tina har flere længerevarende forhold bag sig, men er nu single og bruger meget tid på sine veninder, selv om hun da ikke udelukker en mand i sit liv. “Men det var nemmere i 50’erne. I min alder er mændene enten døde eller gift, så der er virkelig langt mellem snapsene,” siger hun uden blusel og tilføjer ærligt:

“Jeg leder ikke umiddelbart efter en kæreste, men jeg savner flirten og at blive kurtiseret.”

Veninderne er i dag dem, der skærmer hende mod den ensomhed, som rammer mange, ikke mindst når de forlader arbejdsmarkedet, og derfor er Tinas vigtigste råd også: “Skaf dig et netværk, for det er med til at sikre dig en god alderdom. Ræk ud til de interessante mennesker, du møder på din vej.”

Artikel i Ugebladet Søndag

Kvindemessen Venus

Jeg udstillede og solgte bøger på Kvindemessen Venus 30. oktober 2021

Hvad er den 60-årige kvindes rolle egentlig?

Det grå guld skal arbejde, til de fylder 70, men sorteres fra arbejdsmarkedet, efter at de er fyldt 50. Ingen taler om, hvor træt man kan blive af at pendle mellem børnebørn og plejekrævende forældre. Eller hvor ensom man kan føle sig i parcelhusets veltrimmede have med skabet fuld af rynkereducerende og søvnforbedrende produkter … Ny bog tager et skarpt og humoristisk blik på livet i 60’erne. Forfatteren zoomer ind på et stort tabu: at mange seniorer er triste, og at vi er nødt til at nytænke ældres liv, arbejdsforhold, bolig, velvære og virkelyst. ”Tresårig tristesse – lad os tale om det. Du er ikke alene” udkommer den 26. maj.

”I Østen er ældre mennesker vise, men i Danmark ser vi de ældre som nogle, der skal have skiftet ble og gjort lejligheden rent på 12,5 minutter,” siger Tina Theilgaard, forfatter og foredragsholder. Med bogen ”Tresårig tristesse – lad os tale om det. Du er ikke alene” ønsker hun at debattere de ældres liv og trivsel. I dag er mere end 1,1 mio. danskere 65 år eller ældre. Men ikke alle er lykkeligt gift, har penge på pensionskontoen og gode relationer til børn og
børnebørn. Vi taler bare ikke om det. For hvad har danskere i 60’erne, eller derover, dog at være triste over?

”Der er kommet en ungdomsforherligelse. Men vi lyver for os selv, når vi siger, at 60’erne er de nye 40’ere. Det er ikke alle, der synes, det er herligt at være 60. Når vi er i 60’erne, har kroppen fået skavanker, jobmulighederne er svundet ind, og det føles, som om der er mere undergang end overgang i tilværelsen. Vi kan ikke gå i banken og låne én million kroner til en god iværksætteridé. Men vi kan heller ikke få et nyt job, for arbejdsmarkedet er aldersracistisk.

I dag er gennemsnitsalderen i Folketinget 46. Så hvem er det egentlig, der taler vores sag? Ingen. Derfor vil jeg gerne sætte livet i 60’erne på dagsordenen,” siger Tina Theilgaard.

”Tresårig tristesse” er både underholdende og eftertænksom læsning om de lidt triste i 60’erne – der både er næsten pensionerede og mindre attraktive og skal kunne performe på arbejdsmarkedet og i privatlivet, som om de var 40 … Tina Theilgaard sætter spot på emner som blandt andet: Helbred og hukommelse, Penge, pension og prestige og Seniorer og sociale medier og kombinerer dem med hverdagsoplevelser og tanker, som får det ofte tabubelagte seniorunivers sat ind i en større kontekst.

Titel: Tresårig tristesse – lad os tale om det. Du er ikke alene

Forfatter: Tina Theilgaard
Forlag: TT Tryk
Udgivelse: 26. maj 2021
Pris: 200 kr. plus porto
Pressekontakt: Mette de Fine Licht, Skriveværkstedet, tlf.: 4160 1062,

Interview P4 weekend den 30. maj

Du kan høre interviewet her:

Tina Theilgaard 64 år (født 1956)

Mor til tre, mormor til tre og bonusmor til en del. Tina er selvstændig konsulent og har været det næsten hele livet på nær tre år, hvor hun var ansat som training advisor i et stort revisions- og konsulenthus. Tina er uddannet ED i spansk, har en master i NLP og er ud over mange coachinguddannelser uddannet stemmeterapeut. Hun brænder for undervisning og udvikling. Var i 2008 med til at stifte La Oficina, et innovativt kontorfællesskab og konferencecenter i Klasselotteriets gamle trækningssal på Frederiksberg. Med Tresårig Tristesse er Tina gået ind i debatten om ældre menneskers liv for at nuancere billedet af seniorlivet. Hun holder foredrag om emnet og stiller skarpt på det, ingen taler om. At mange seniorer er triste, og at vi er nødt til at nytænke ældres liv, arbejdsforhold, bolig, velvære og virkelyst.