LÆSERNE SIGER

Tusind tak kære Tina for at du har skrevet din bog. Jeg føler mig pludselig ikke så alene som før jeg læste TRESÅRIG TRISTESSE. Jeg følte at jeg læste om mig selv, selvom du ikke kender mig og det var en øjenåbner. Tænk at vi er så mange med samme tanker og problemer! Og tænk at jeg så har følt mig så alene!

Du ramte lige i kornet så mange gange og jeg vil læse din bog igen på et senere tidspunkt. Jeg faldt lige i et dybt hul da du beskrev den manglende omsorg for vores forældre (og snart os). Jeg har forfærdelige historier om sygdom, manglende omsorg fra kommune som jeg gemmer til mine mørke tanker om natten.

Min mand og jeg er flyttet til et andet land end Danmark. De problemer det giver blandt familie og venner er også et helt kapitel værdigt.
Jeg anbefaler på det varmeste at læse Tina Theilgaards bog og jeg ønsker der må komme flere fra den dygtige forfatter og kloge menneske i fremtiden.

Jette  (efternavnet er forlaget bekendt)

Måske er det også på sin plads med indslag fra den endnu ældre gruppe, der har gjort mange erfaringer og undrer sig over udviklingen. Jeg synes fx, der er kommet så meget pres på arbejdslivet, at mange har glemt eller ikke har overskud til også at nyde det! Mange af de ’lettere’ jobs forsøger man at slette! Der skal ikke være kassedamer (som giver en hyggelig stemning i indkøbssituationen) – nej, det bliver scan og betal! Du kan trække billetter i automater, der ikke tager højde for evt. spørgsmål osv osv. – og fx i forsamlingshuse, kommunale cafeer o.l. gøres mange mindre krævende jobs om til ”frivilligt arbejde” uden indtjening… Samfundet er ikke så menneske-venligt mere, synes jeg. Det lukker af for en masse muligheder for, at også ældre kan tjene egne penge eller få en tilfredshed ved at deltage i hverdagslivet uden for hjemmet.

Held og lykke med dit arbejde og mange 70’er hilsner
Kirsten Hjort-Petersen

​Jeg har lige læst din bog: Tresårig Tristesse. Tak for den. Hvor er det dejligt og modigt af dig at skrive om hvorledes livet kan tage sig ud udenfor damebladenes positive og pyntede beskrivelser. Jeg er 72 og mangler rigtig meget noget at spejle mig i, når jeg ikke kan leve op til alle plusserne. Og vedr. skavankerne, så har vi jo ingen erfaringer, har ikke været der før og aner ikke om vi står overfor sygdom eller ”kun” alderdom”.

Knus og god dag fra Ilse Hartmann

Ja, jeg er “lidt bagefter”, men jeg deler bladet med mine søstre, så der kan godt gå lidt tid…  Jeg har bevaret en stor interesse for Søndag efter selv at have været ansat i redaktionen tilbage i 90´erne! Efter at have læst artiklen udbrød jeg helt spontant “HØRT”.

Vi er nemlig allerede nu mange ældre/gamle, men vi bliver alt for lidt hørt: Der bliver ikke forsket nok i gruppens kost og sundhed – eller løsninger på kroppens forfald. Det er – også efter min mening – helt urimeligt at forvente, at alle kan arbejde til op i 70 års-alderen. Jeg holdt selv ret tidligt op og oplevede mine bedste år …

Et andet punkt der halter frygteligt er boligsituationen: Det ville frigive mange dejlig huse til de yngre familier, hvis de ældre rundt om i landet kunne vælge at rykke hen i mindre lejligheder/rækkehuse, der var til at overkomme på alle måder… Hvis der rundt omkring også var sundhedsklinikker, ville det ikke alene afhjælpe de nævnte trængsler med “plejekrævende forældre”, men også skrækken/risikoen for selv at blive ramt af fysiske gener/skader, både permanente og midlertidige. OG det ville samtidig afhjælpe de påtrængende problemer med ældres lange transporter til de store nye hospitaler!  Ja, jeg kunne blive ved.

Det er meget vigtigt med en “ældre-revolution”, der netop nok skal startes af de “unge” i 60´erne og kraftigt bakkes op af alle os andre, der har ønsker, erfaringer og måske problemer inde på livet – uden at vi kommer til orde.

Så endnu engang HØRT – jeg håber, hun har modet til at gå videre …

Med tak for artiklen og mange Søndags-hilsner
Kirsten Hjorth-Petersen