PRESSE

”ER VI ÆRLIGE, NÅR VI TALER OM OTIUM”

Artikel fra Søndag nr. 39

Forherliger vi alderdommen? Alderdommen bliver italesat som noget, vi skal glæde os til, og det skal vi selvfølgelig. Men er det nu også hele historien? Nej, siger tre kvinder, der mener, at vi bør tale mere åbent om det ufede ved at blive ældre. Læs artiklen her (.pdf)

66-årige Tina: ”Vi er ikke rigide, vi forstår bare ikke, at der findes flere køn”

15. august 2023 – ALT.dk

Hvor mange køn findes der egentligt? Mange. Flere end vi aner. Men for nogle kan det være svært at forstå. I den nye podcast fra ALT for damerne, ’Nøgne Sandheder’, sætter vært Josefine Stork en boomer og en generation z’er i samtale om netop køn, for kan man mødes i en samtale, selv om man ikke forstår, at der findes mere end to køn?

Tina Theilgaard vil gerne møde en ny kæreste, men orker ikke en sammenbragt familie med dine og mine børnebørn, børn og svigerbørn

14. april 2022 – af ANNE FUNCH – Journalist

På opfordring fra en veninde overskred Tina Theilgaard, 65, sin egen grænse og oprettede en profil på en datingportal. Men hun oplevede, at der var mere end én, som var mest interesseret i »ældre damers kreditkort og ikke så meget i kærlighed.«

»Sig mig, hvordan kan sådan én som dig egentlig få lov til at gå løs?«

Det var sådan, Tina Theilgaards hundeveninde pludselig en dag havde spurgt, da de en eftermiddag mødtes med deres hunde, en foxterrier og to græske gadehunde, ved fjorden.

Hun havde kigget på veninden og svaret: »Det var rigtig sødt sagt, men måske er det, fordi jeg endnu ikke har ladet mig indfange.«

Som single burde hun oprette en profil på en datingportal, mente hundeveninden. Men nej, det havde Tina Theilgaard ikke lyst til. Onlinedating var ikke lige sagen. Hun ville hellere møde mennesker ude i virkeligheden. Der, hvor man får det bedste og det eneste rigtige indtryk. Man skal se andres mimik, lytte til deres stemme, mærke om de har humor, iagttage deres bevægelser, få et indblik i deres værdier og prøve at danne sig et ægte billede.

Og så alligevel. Hvorfor ikke bare prøve? Tina Theilgaard begyndte at skrive lidt på en datingportal med nogle mænd, tre i alt. Den første viste sig at være sød, mens de to andre var, hvad hun kalder for »totalt spam.«

»Jeg tror, det var yngre mænd, som tænkte: Vi skal have lokket nogle penge ud af den ældre dame. I hvert fald fornemmede jeg, at der var noget galt. Pludselig havde den ene, han var engelsktalende, en fattig bedstemor i Indien, og da vi snakkede sammen i telefonen, tænkte jeg: Den stemme passer ikke til det, han skriver til mig.

»Lad os prøve at facetime,« foreslog jeg. Hvortil han svarede I’m not comfortable with that og jeg skrev This ends here. Den anden, jeg skrev med, var en mand, hvor datingportalen henvendte sig og informerede mig om, at det var en særdeles seriøs portal, men at der selvfølgelig kunne være brodne kar.

»Vi ved, du har chattet med en mand i en større provinsby, vi er i gang med at undersøge ham og håber ikke, du har udleveret data til ham. Lad venligst være med at have kontakt med ham,« skrev de i en mail.

Hold da op, tænkte, jeg, det var ellers ikke så lidt. Jeg tror, jeg er færdig med onlinedating.«

Den første af de tre, hun havde skrevet med, var også den eneste, hun mødtes med. En fin fyr, husker hun, men af forskellige grunde skulle det ikke være de to.

Jeg skal ikke absolut have en ny mand

Tina Theilgaard har været single siden 2018. Efter to lange forhold, først med den mand, hun var gift med i 15 år og også fik sine tre børn med, derefter i et fast forhold med ham, hun var sammen med i 19 år. Plus »lidt in between,«, som hun siger.

»Jeg har ikke fravalgt et nyt parforhold. Det er ikke sådan, at jeg føler mig færdig overhovedet. Men jeg skal ikke absolut have en ny mand, og slet ikke for enhver pris. Så vil jeg hellere bare være mig selv. Jeg har venner, familie, arbejdsrelationer og bekendte og kommer meget ud. Økonomisk klarer jeg mig o.k., så det skulle ikke være for at fylde tiden ud eller handle om økonomi.«

Tina Theilgaard fylder snart 66 år, og i lighed med flere af sine jævnaldrende veninder, som også er singler, synes hun, at det kunne være fint at have en kæreste.

»Jeg vil gerne have mandlig sparring og gode samtaler, nærhed, venskab, selskab, sex, jamen alt muligt,« siger hun.

»Vi kunne også rejse sammen, tage på kunstudstillinger og indimellem bo hos hinanden, men stadig have hvert sit sted. Jeg har ikke mødt en eneste singlekvinde i min alder – og dem kender jeg en hel del af – der har sagt: »Jeg skal aldrig have en ny mand.« De har slet ikke lukket døren for den mulighed, hvis den rette skulle vise sig.«

Tina Theilgaard har arbejdet som oversætter og underviser i spansk, hun har en NLP Master, er uddannet i coaching og har de sidste 30 år undervist erhvervslivet herhjemme og i udlandet. Det sidste par år har hun trappet ned, men underviser og coacher stadig kommende revisorer med eksamensangst.

Derudover er hun forfatter til en bog om kvindeliv plus 60, der udkom i maj sidste år med titlen »Tresårig tristesse.«

»I min generation har vi været vant til at være i parforhold, siden vi var ret unge,« siger hun.

»Nogle af os kommer fra lange og lykkelige ægteskaber, men i takt med tiden og alderen sker der noget. Nogle har mistet deres mand, fordi han døde, andre er blevet skilt, og andre igen har kæmpet med sygdom. Derfor behøver ønsket om en relation til en ny mand ikke at være slut. Man er ikke færdig og permanent single, fordi man er plus 60, og for mit eget vedkommende har jeg stadig gnist og gejst til noget eller nogen, der interesserer mig.«

De melankolske dage og ærligheden

Når Tina Theilgaard skal være ærlig, og det insisterer hun på at være, er der også en anden side end gnisten, begejstringen, lysten og motivationen. Der er dage, hvor hun kan være melankolsk.

»På de dage tænker jeg over de mange år, jeg har haft og ting, jeg gerne ville have gjort om, hvis jeg havde kunnet, eller som jeg har fortrudt. Tidshorisonten, når man er midt i tresserne, er måske heller altid lige den, jeg elsker mest.

Nu skal det ikke lyde, som om jeg er utaknemmelig og er blevet en bitter krampe. Det er mere det ærlige billede, jeg kan savne, når jeg hører og læser om andre på min alder. Det er ikke kun glamourøst, men hele pakken af et levet liv på godt og ondt med gode dage og mindre gode dage, der skal med.«

Fysiske skavanker kommer også til at fylde mere, og det kan man lige så godt være ærlige om, mener hun.

»Man springer jo ikke vildt rundt på lagnerne længere. Så skal den ene tisse, og den anden har ondt i sit knæ eller i sin hofte. Man kan vælge at konstatere, at det er sådan, det er, og så ellers prøve at grine lidt af det.«

Det er ikke så let at møde lige netop »ham.« Manden, som man i en relativt sen alder og med hver sine børn, børnebørn, venner og en rygsæk fyldt med lidt af hvert gerne vil dele noget af tilværelsen sammen med, mener Tina Theilgaard.

»Jeg har virkelig tænkt meget over det, og jeg er ikke overbevist om, at det altid vil være lykken, selvom ønsket er der. Det er svært at møde nogen. Folk melder sig på AOF-kurser i håb om at blive lidt småforelsket, men det er jo lidt tosset, at man skal sidde til russisk ti gange sammen med ni andre kvinder, hvis man nu ikke er interesseret i russisk eller selv er på udkig efter en anden kvinde, men en mand. Spild af tid.«

Når alt det er sagt, siger hun, så måtte der gerne komme en mand forbi og spænde ben, og helst en jævnaldrende.

»Men så er det, jeg kommer til at tænke: Hov, måske har han børn og børnebørn. Måske har han to ekskoner og børn med begge eks’erne. Det er et kæmpe spindelvæv, man kan blive filtret ind i. Jeg har selv tre voksne børn, svigerbørn og tre børnebørn, snart fire. Hvis han så har tilsvarende – sikke en sammenbragt familie, vi kunne blive, og orker jeg egentlig det?

Jeg vil gerne have en mand, men jeg ved ikke, hvor meget ekstra familie, jeg har brug for. Så fylder hans bror 70 år, og skal man så med til det? Og hvis jeg selv har besøg af mine børnebørn, gider han så at være der? Der er en del at overveje, og hvilket format kan man så blive enige om?«

Det nok lidt »no shit, Sherlock«

Sammen med flere af sine veninder har Tina Theilgaard talt om, hvordan de ville indrette sig, hvis det skulle ske, at de forelskede sig i en mand, som boede i Alaska eller Agerskov eller et helt tredje eller fjerde sted. Langt væk fra deres vante miljø.

»Ville man så sige: Nå, men det er bare herligt, så flytter jeg til Alaska eller Agerskov? Selvom vi er nogle, der ikke henter børnebørn hver torsdag, ville ens egen familie jo hurtigt blive sekundær, og man ville blive blandet mere ind i hans familie. Ville jeg kunne det? Det tror jeg ikke. Nej, det VED jeg, at jeg ikke kunne.«

Ifølge Tina Theilgaard rammer man som single ofte den med »på den ene side og på den anden side.«

»Der er ingen perfekte løsninger og ingen steder, hvor du kan få det hele, som du gerne vil have det. Kvinder i min alder er også kritiske. Vi vil ikke bare have nogle mænd, som bevæger sig mellem køleskabet og Champions League i tv, for nu at sætte det lidt på spidsen.

Det skal være mænd, som stiller op, og som har lyst til at give noget af sig selv. Det er nok lidt »no shit, Sherlock.« Og ja, så finder de måske en yngre model i stedet. Det kan sådan set være forståeligt nok, for det er nemmere, og så må det være sådan.«

“I min alder er mændene enten døde eller gift, så der er virkelig langt mellem snapsene”

Hedeture og dårlig søvn. Plejekrævende forældre og fortravlede børn. Ingen, der pifter på gaden. Et arsenal af helsekost i toiletskabet. Livet i 60’erne er ikke for sarte sjæle, selv om medierne skriver om ”det grå guld”. Mød 64-årige Tina, der vil gøre op med skønmaleriet.

Artiklen er fra oktober 2021 og kan læses som PDF (åbner i nyt vindue)

Jeg udstillede og solgte bøger på Kvindemessen Venus 30. oktober 2021

Det grå guld skal arbejde, til de fylder 70, men sorteres fra arbejdsmarkedet, efter at de er fyldt 50. Ingen taler om, hvor træt man kan blive af at pendle mellem børnebørn og plejekrævende forældre. Eller hvor ensom man kan føle sig i parcelhusets veltrimmede have med skabet fuld af rynkereducerende og søvnforbedrende produkter … Ny bog tager et skarpt og humoristisk blik på livet i 60’erne. Forfatteren zoomer ind på et stort tabu: at mange seniorer er triste, og at vi er nødt til at nytænke ældres liv, arbejdsforhold, bolig, velvære og virkelyst. ”Tresårig tristesse – lad os tale om det. Du er ikke alene” udkommer den 26. maj.

”I Østen er ældre mennesker vise, men i Danmark ser vi de ældre som nogle, der skal have skiftet ble og gjort lejligheden rent på 12,5 minutter,” siger Tina Theilgaard, forfatter og foredragsholder. Med bogen ”Tresårig tristesse – lad os tale om det. Du er ikke alene” ønsker hun at debattere de ældres liv og trivsel. I dag er mere end 1,1 mio. danskere 65 år eller ældre. Men ikke alle er lykkeligt gift, har penge på pensionskontoen og gode relationer til børn og
børnebørn. Vi taler bare ikke om det. For hvad har danskere i 60’erne, eller derover, dog at være triste over?

”Der er kommet en ungdomsforherligelse. Men vi lyver for os selv, når vi siger, at 60’erne er de nye 40’ere. Det er ikke alle, der synes, det er herligt at være 60. Når vi er i 60’erne, har kroppen fået skavanker, jobmulighederne er svundet ind, og det føles, som om der er mere undergang end overgang i tilværelsen. Vi kan ikke gå i banken og låne én million kroner til en god iværksætteridé. Men vi kan heller ikke få et nyt job, for arbejdsmarkedet er aldersracistisk.

I dag er gennemsnitsalderen i Folketinget 46. Så hvem er det egentlig, der taler vores sag? Ingen. Derfor vil jeg gerne sætte livet i 60’erne på dagsordenen,” siger Tina Theilgaard.

”Tresårig tristesse” er både underholdende og eftertænksom læsning om de lidt triste i 60’erne – der både er næsten pensionerede og mindre attraktive og skal kunne performe på arbejdsmarkedet og i privatlivet, som om de var 40 … Tina Theilgaard sætter spot på emner som blandt andet: Helbred og hukommelse, Penge, pension og prestige og Seniorer og sociale medier og kombinerer dem med hverdagsoplevelser og tanker, som får det ofte tabubelagte seniorunivers sat ind i en større kontekst.